OK Bizz

Den trådløse tankstation

OK Benzin kan tilbyde sine benzinslugende kunder noget, ingen andre i Danmark kan. Nu kan du nemlig køre, så snart du har tanket uden at skulle fumle med kort, koder eller kontanter – og uden at få følgeskab af blå blink

Tid er en knap ressource så for mange vil OK Benzins trådløse, intelligente tankstation sikkert være en kærkommen hjælp i det daglige. En tankstation, der genkender dig og din bil, siger pænt goddag og lader dig tanke uden at du skal finde kontanter, dit kort eller huske din pinkode. Og bagefter kan du få en kvittering på mobiltelefonen.
 

"Alle ved, at tid er en mangelvare for de fleste i dag. Rigtig mange mennesker pendler og tilbringer mange timer af deres liv på transport og det at tanke sin bil er for rigtig mange mennesker en tidskrævende og meget kedelig nødvendighed. Derfor har det nye trådløse tanksystem en berettiget plads. Vi giver folk en lille smule tid”. Lene Bonde, informationschef i OK Benzin
 

Flere tusinde danskere har sagt ja tak til at lade deres biler ’tagge’ med en lille mikrochip – et RFID-tag, som OK kalder en OK Bizz. RFID betyder ”Radio Frequency Identification” og er, som navnet antyder, en trådløs teknologi, baseret på radiobølger. Selve OK Bizz’en er en lille plastboks, der indeholder et RFID-tag, som kan registreres af de RFID-læsere, benzinstanderne er udstyret med.

Den nye teknologi er lidt overraskende blevet modtaget med åbne arme:


”Vi bekymrede os en del om, hvordan folk ville tage imod teknologien og hele projektet og om det ville være svært at lokke folk med i testforløbet. Men folk tager den bare!” Gert Johansen, projektchef i OK Benzin
 

Det er imidlertid de samme erfaringer Innovation Lab gjorde sig i deres eget RFID-testforløb, Fremtidens Hjælpsomme Mad. Tendensen var helt tydelig: Forbrugerne er mere interesserede i, hvordan teknologien kan hjælpe dem i en travl og hektisk hverdag end i, hvordan den pågældende teknologi eventuelt begrænser deres frihed. Hvis der blot er en garanti for forbrugernes sikkerhed, så er folk villige til at lade teknologien hjælpe dem i deres hverdag:
 

”Vi har sikret os, at RFID-læserne på de andre benzinstandere ikke kan registrere din bil, så andre ikke kommer til at tanke på din konto og OK Bizz er desuden tyverisikret, så hvis chippen fjernes fra bilen går den ganske enkelt i stykker – og kan ikke repareres igen” Gert Johansen, projektchef i OK Benzin
 

Innovation Lab var involveret i tilblivelsen af OK Bizz på et tidligt stadie i udviklingsfasen og som gode projekter og idéer oftest gør, genererer det trådløse tankprojekt en sand slipstrøm af perspektiver og muligheder.
 

”Vi står med en model, en standard, som folk uden bekymring tager til sig. Men det er en model, hvis muligheder rækker langt ud over det at fylde benzin på bilen. Alverdens betalingsanlæg kunne i princippet kontrolleres af denne lille Bizz-chip: Parkeringsanlæg, færger, drive-in restauranter og vaskehaller er blot et udpluk af de umiddelbare muligheder. Én lille chip kan i princippet kontrollere det hele og gøre hverdagen lidt nemmere.” Jannie Friis, projektleder hos Innovation Lab
 

I en periode, hvor tid og bekvemmelighed er i astronomisk høj kurs, kan man med lethed forestille sig en anseelig applaus fra forbrugernes side, den dag det er en realitet. For selvom det er en lille ting, som Lene Bonde selv påpeger, er det endnu et godt eksempel på, at teknologien går ind hjælper os med at overkomme de små, men tidskrævende, hindringer i hverdagen.

Ydelser

Idégenerering
International forfrontsviden om det teknologisk ypperste kondenseret til 10-15 inspirerende idéer.

Konceptudvikling
En række banebrydende helhedsforslag til værdiforøgende veje frem via ny teknologi og nye tanker.

Innovation Lab A/S    Finlandsgade 20    DK-8200 Aarhus N    +45 7027 7227    info@innovationlab.dk    CVR: 28699670