INNOVATION LAB PRÆSENTERER VERDENS FØRSTE SKÆRM AF BETON

Innovation Lab præsenterer verdens første skærm af beton

Concrete display

Ovenlys i metrostationer? Interaktive squashbaner? Levende vægge og video i vejbanerne?

Den mobile teknologiske virkelighed, vi i stigende grad befinder os i, udfordres nu af dens diametrale modsætning. For mens skærmteknologier for tiden tilvejebringer tyndere og tyndere skærme og konstant implementerer nye opløsnings- og farvestandarder, præsenterer Innovation Lab en ny skærmtype, der ikke følger nogen af disse tendenser – men derimod åbner op for en hidtil ukendt verden af muligheder.

I samarbejde med ingeniørstuderende, Christoffer Dupont, arkitektstuderende, Line Langballe og Dalton Beton har Innovation Labs projektgruppe udviklet verdens første skærm af gennemsigtig beton. En ny skærm, et nyt koncept, der kommer til at påvirke byggeindustri, arkitektur- og designindustri og en lang række andre erhvervsområder. Allerede før afslutningen af tilblivelsesprocessen meldte de første interesserede arkitektvirksomheder sig på banen, og Innovation Lab forventer en massiv national som international opmærksomhed omkring betonskærmen.

Skærmen består af beton med ilagte optiske fibre, arrangeret som pixels, som transmitterer både naturligt og kunstigt lys. Lysindgangen sidder på bagsiden af skærmen, hvor fibrene er samlet. På forsiden vises lyset eller billedet så i pixels. Lyskilden kan være en projektor, der udsender billeder eller filmsekvenser. Man kan i princippet lade skærmen agere vindue, idet den, i kombination med skærmkonceptets lysindfangere og optiske kabler, kan transmittere naturligt lys.

Nye standarder, nye muligheder

Betonskærmen tvinger os til at gentænke et væld af produktions- og kommunikationsformer. Valget kommer måske til at stå mellem papirtynde elektroniske skærme eller husmure, der direkte afbilleder de indtægtstunge reklamer. Æstetiske former vil også blive udfordret, idet byggeelementer nu besidder egenskaber, der rækker langt udover et funktionelt, æstetisk niveau. Betegnelsen IT i alt får nu med god tilnærmelse selskab af skærme i alt: Vi har været vidne til skærmteknologiernes indtog i adskillige industrier og materialer, hvor tekstilindustrien er et af de mest revolutionerende og kendte eksempler. Vi tager vores skærme med over alt, vi kan tage dem på - og snart vil vi kunne gå på dem.