FREMTIDSLABORATORIET: NU INDTAGER ELEVERNE FREMTIDEN

Fremtidslaboratoriet: Nu indtager eleverne fremtiden

fremtidslab_banner_ny_04_570px.jpg

| Introduktion |     | De Fire Elementer |     | Updates |     | Kalender |


 15. august, 2009

Nu indtager eleverne fremtiden

Fremtidslaboratoriet er for alvor ved at tage fart. Der er blevet arbejdet benhårdt hen over sommeren for at kunne levere rammer, viden og værktøjer til de skoleklasser, der er med fra starten. Til september går det officielle startskud på projektet, der hiver nye teknologier, redskaber og viden ind i undervisningen, og eleverne ud i fremtiden.

Webportalen og omdrejningspunktet for tiltaget, fremtidslaboratoriet.dk, er blevet søsat i en beta-version, hvor feedback fra brugerne i løbet af august vil blive inddraget i færdigudviklingen. Allerede nu er der adgang til den dynamiske videnservice Newsroom, der løbende vil blive opdateret med nyheder og vidensupdates fra teknologifronten, som eleverne også kan diskutere i det tilhørende forum.

D. 1. september bliver dørene åbnet for resten af portalen, deriblandt Toolpit og Taskcenter. Toolpit er redskabsskuret, der bugner med digitale redskaber, som giver eleverne mulighed for at arbejde praktisk med de nyeste teknologier. Taskcenter er Fremtidslaboratoriets kreative univers, hvor eleverne kan løse udfordrende opgaver ved at kombinere den opsamlede viden fra Newsroom med redskaberne fra Toolpit - og ikke mindst med deres egne idéer og eksperimenter.

Til efteråret besøger Roadlab skoler og uddannelsessteder i Region Midtjylland. Den rullende udstilling med fremtidens teknologier, prototyper og gadgets, og de tilhørende workshops og foredrag, fungerer som inspirationskilde for undervisere og elever. Der bliver rig mulighed for at få nysgerrige fingre i LEGO Mindstorm, Topobo, Shiftables, BugLabs og meget, meget mere.

I forlængelse af Fremtidslaboratoriets lancering udkommer Innovation Labs trykte magasin, Xpector, i to forskellige udgaver; en international udgave og en udgave specielt til undervisningsbrug.

Den internationale udgave af Xpector har "education" som fokus og indeholder bidrag fra bl.a. Marc Prensky, der er far til begrebet "De Digitale Indfødte", og Chris Rogers, der har været med til at udvikle Legos ROBOLAB og som var taler på NEXT no. 6. De er begge er store kapaciteter inden for innovative undervisnings- og læringsprocesser.

Undervisningsudgaven af Xpector er tæt knyttet til Fremtidslaboratoriet, og fokuserer på greentech & robots, som også er temaet for projektets pilotår. Der vil bl.a. være historier om, hvorfor det forurener, når du sender emails, hvordan robotter låner fra naturen, om livsforlængende greentech og om hvordan paprobotten Tweenbot fandt vej gennem en park i New York med assistance fra hjælpsomme mennesker.

Derudover kan alle landets 6. klasser lige nu deltage i konkurrencen Den Bedste Grønne Idé. Den går ud på at finde på og beskrive en idé, der kan spare på strømmen, når vi bruger vores it-produkter - f.eks. ved at opfinde et nyt produkt eller ved at ændre vores vaner.

Hvis din klasse ikke har fået sig tilmeldt konkurrencen, kan det stadig nås ved at kontakte Camilla Uhre Fog på camilla@ilab.dk. Idéerne skal indsendes senest d. 19. august.

    
     > Læs mere på fremtidslaboratoriet.dk

 

| Introduktion |     | De Fire Elementer |     | Updates |     | Kalender |

Projektinfo