Dur ikke, væk...

Kundernes dom er hård og rammer som regel nådesløst og uden filter. Og det er da også ofte set før, at et nyt funklende elektronisk aggregat kommer på markedet, men allerede inden den er udstillet i butiksvinduet, har kunderne afsagt deres dom. Udfaldet bliver, at produktet aldrig når videre end til glasmontren eller vinduet – altså lige bortset fra returrejsen tilbage til producenten.
"Der kan sparres mange salte tårer og udviklingskroner ved at gå i direkte dialog med brugerne – inden et produkt lanceres."
For at undgå netop dette scenarie – og for at sikre at udfaldet bliver det stikmodsatte, har TDC allieret sig med Innovation Lab i forbindelse med udviklingen af et nyt netværk, en Home Gateway, til hjemmet. Netværket skal integrere flere slags services og funktioner, og det er derfor essentielt at få afdækket, hvilke behov forbrugerne har i forbindelse med både fastinstalleret og mobil teknologi i hjemmet.
Der kan sparres mange salte tårer og udviklingskroner ved at gå i direkte dialog med brugerne – inden et produkt lanceres. Det kan en grundig og kompetent R&D-afdeling ikke klare helt af sig selv.
Derfor opstod et samarbejde mellem TDC, Innovation Lab og designhuset Designit. Gennem kvalitative undersøgelser af forskellige segmenter og input fra et virtuelt netværk af trendspottere, blev en masse viden om brugernes erkendte og ikke-erkendte behov samlet. En fælles workshop dannede herefter grobund for videreudvikling af idéer og strategier for lancering af produktet Home Gateway.
Innovation Labs rolle var at agere talerør mellem forbrugerne og udviklerne hos TDC og er stadig en aktiv sparringspartner i det videre arbejde med produktudviklingen. Henrik Danielsen, forretningsudviklingschef hos TDC udtaler: ”Vi har fået helt ny indsigt omkring vores kunder.
Gennem vores samarbejde med Innovation Lab slipper vi for at udvikle løsninger, der enten ikke bliver brugt eller ikke giver mening for forbrugeren. Via processen har vi samtidigt udfordret vores lukkede udviklingsarbejde i TDC. Vi åbner for en tredje part i udviklingsprocessen. Og det giver os en masse inspiration og viden.”
Målet med processen var altså at undgå en situation, hvor udviklingsafdelingen bruger en masse ressourcer på at udvikle et produkt, som bare får lov at stå og samle støv. ”Dur ikke, væk”, erstattes af ”Den må jeg bare ha’!”
