Verdens nye digitale lag

 
Skrevet af Louise Jakobsen | 24. Aug 2009 | ILab notes

Nokia Research Center i Palo Alto, præsenterede i aftes, hvordan deres første prototype på en virtuel verden ser ud. Det sker igennem en telefon - selvfølgelig - og fungerer i al sin simple herlighed, ved at man tager et billede, uploader i Nokia´s database og ZAP, et øjeblik senere har du i hånden al information ønsket, hvad end det er om en bygning, et kunstværk, en by, en reklame, et magasin, you name it.

Et grafisk diagram af prikker bliver således lagt ovenpå objektet, der ønskes genkendt, så det besidder et unikt mønster. Dette mønster kan genkendes fra flere sider, hvilket betyder, at billeder fra forskellige vinkler stadigvæk genkendes i databasen. Indledningsvist skal featuren testes til genkendelse af steder og bygninger. Denne fornøjelse bliver tildelt Nokia's egne ansatte i slutningen af September, hvorefter en offentlig launch påregnes senere i efteråret. Til de spændte deltagere i aftenens event, var dog en smags-demo af applikationen, med hvilken man med et enkelt billede af en vilkårlig CD straks havde oplysninger om kunstner, titel, numre, udgivelsesår, etc.

Et andet og meget lignende koncept er Wikitude World Browser. Et af de mange spændende projekter jeg er faldet over i Silicon Valley. Den er lavet af Mobilizy, en startup virksomhed med den beskedne vision at ville browse hele verden igennem et digitalt lag på mobiltelefonen. Wikitude World Browser bruger Wikipedia som bibliotek og tillader således alle brugerne at suge al verdens information direkte ned på skærmen om netop dét den filmer. ZAP! Konceptet er dog stadig beta, men mon ikke lidt ingeniørsnilde snart får det forfinet.

Men, er disse applikationer præcist så fantastiske som de lyder? Et af spørgsmålene, der først dukker op, er hvor semantiske databaserne, i hvilke informationerne bliver fundet, er. Vil man rent faktisk kunne få de rigtige informationer ved hjælp af blot et billede på ex. en plakat, eller vil det give information overload af ikke tilstrækkelig sorteret viden?
Eller i en ydre potens, vil et billede af Baywatch teamet måske frem for historik af Pamela Anderson pludselig resultere i Youtube og David Hasselhofs tyske smasch hit "Hooked on a feeling"? Udfaldspræferencerne vil i så tilfælde nok variere en del!

 

Dedikeret til at bringe Innovation Labs læserskare et bidrag til det absolut seneste på innovationsfronten, rapporterer Lab Agenten Louise ivrigt fra sin udstationering i Silicon Valley hos Innovation Center Denmark. Et miks af business innovation, clean tech, ICT og teknologiske landvindinger vil i den anledning finde sin vej til ilab.dk fra innovationsmekkaet i vest.

> Læs flere af Louises indlæg fra Silicon Valley 

Innovation Lab A/S    Finlandsgade 20    DK-8200 Aarhus N    +45 7027 7227    info@innovationlab.dk    CVR: 28699670