High Tech Chokolade

 
Skrevet af Louise Jakobsen | 10. Dec 2009 | ILab notes

Mmmh.. Men hvad er det? Såmænd en del af Fuji Xerox Palo Alto Lab´s nyeste prototype på virtuel kontrol og opsyn gennem en iPhone App, med en chokolade fabrik på Pier 17 i San Francisco.

Maribeth Back, leder forskningslaboratoriet der som en del af prototype porteføljen har skabt et Augmented Reality interface, der skiller sig en del ud fra de mange andre af slagsen man ser i tiden. Udseendet på interfacet ser meget realistisk og ikke specielt fantasirigt ud, men tankerne bag er alt andet end fantasiforladte, og her må vist godt tilføjes; geniale. Chokoladefabrikken, TCHO, er eftermonteret high tech, der sidder sensorer alle steder hvor relevante målinger kan finde sted og kameraer så hele fabrikken kan overvåges centimeter for centimeter. Formålet er at medarbejderne gennem en specialbygget iPhone App, med sin avatar kan gå ind på fabrikken og gå rundt i den virtuelle genskabelse og modtage realtime data fra alle sensorerne og tjekke at alt er i sin skønneste orden. Skulle det ikke være tilfældet, kan man gennem avataren og interfacet tænde og slukke for maskinerne og lyset, justere på temperaturen, luftfugtigheden og hvad der ellers er nødvendigt. Derudover kan man ligge digitale beskeder til hinanden og de andre avatarer i den virtuelle chokolade verden, lige som alle justeringer og ændringer i indstillingerne har sin egen historik, så man problemfrit kan gå tilbage og spore alt. Da portalen til TCHO fabrikkens virtuelle selv køres gennem en iPhone App, betyder det at man kan tilgå og kontrollere fabrikken hjemme fra sofaen, eller fra Kina.

Denne første prototype lyder både medarbejderne og laboratoriedoktorerne henrykte over, den fungerer over al forventning og giver et præcist og enkelt overblik over fabrikkens tilstand. Kun fantasien vil begrænse perspektiveringen af augmented reality i lignende situationer hvor man som nogle af fordelene kan opnå øget fleksibilitet, tids og ressourcebesparinger, digitalt samarbejde og videndeling- og lagring i et virtuelt lag. Og så giver det vel også lidt street cred at kunne styre en hel fabrik fra sin iPhone...

Dedikeret til at bringe Innovation Labs læserskare et bidrag til det absolut seneste på innovationsfronten, rapporterer Lab Agenten Louise ivrigt fra sin udstationering i Silicon Valley hos Innovation Center Denmark. Et miks af business innovation, clean tech, ICT og teknologiske landvindinger vil i den anledning finde sin vej til ilab.dk fra innovationsmekkaet i vest. 

Innovation Lab A/S    Finlandsgade 20    DK-8200 Aarhus N    +45 7027 7227    info@innovationlab.dk    CVR: 28699670