Den lille kem... øh, ingeniør

 
Skrevet af Thomas Wittenburg | 26. Sep 2011 | Demolab

Når man får en god ide, så er man ofte afhængig af flere faktorer end selve ideen, for at realisere den. Har man eksempelvis fundet på et smart stykke software, er man afhængig af en platform til at afvikle det på. Vil man udvikle en elektronisk dims, kan de være en fordel at pakke den ind i en specialtilpasset kasse, og så fremdeles.

Fælles hele vejen rundt er, at det kræver kundskaber og værktøjer, der rækker ud over et enkelt fagligt felt. Derfor er der i disse år rigtig godt gang i udviklingen af nye redskaber til hurtig fabrikation af prototyper, eller rapid prototyping som det hedder på godt dansk.

Tidligere var hardwareprototyper noget man skulle vente i dage, uger eller måneder på at få fingrene i. Når de endelig kom frem var det ikke engang sikkert, at de kunne bruges til det angivne formål, og så måtte softwarefolkene selv i gang med at hacke i elektronikken. Det afspejler sig i de fleste af de moderne redskaber, hvor der især fokuseres på at gøre elektronikdelen let tilgængelig for enhver.

Blandt disse redskaber er hardwareplatforme som Bug Labs og Arduino, der begge kan tilpasses ved hjælp af relativt lettilgængelige programmeringssprog som C, Java og Python. Hertil kommer værktøjerne til at fintune din prototypes fysiske fremtoning. Den mest hypede i disse år er vel nok 3D-print, men avancerede former for silikonebaseret modellervoks, let formelig plastikmasse og naturligvis noget så simpelt som Lego er også effektive værktøjer, når det kommer til at lave en førsteudgave af dit kommende produkt.

Vi har samlet en række eksempler på nogle af de bredest anvendelige teknologier. I vores DemoLab kan du blive lidt klogere på. Så bliver der endnu kortere fra tanke til handling.
 

DemoLab på Innovationlab.dk

Over de næste uger vil vi her på bloggen dykke længere ned i nogle af de mest spændende teknologier til rapid prototyping. 

Innovation Lab A/S    Vestergade 58F    DK-8000 Aarhus C    +45 7027 7227    info@innovationlab.dk    CVR: 28699670